Rabarbersaft krydret med sødskærm

Sommeren er endelig i gang, og når man, som vi, er heldige at have en stor grund, hvor der er både er urtehave og vilde arealer, kan man nyde godt af gaver fra begge steder.
Derfor har vi de sidste par år føjet et lille ekstra fra den vilde grund til den klassiske rabarbersaft, vi brygger her i maj.
Nemlig sødskærm, eller spansk kørvel, som den også kaldes - den har vi i rigelige mængder flere steder på grunden.
Sådan gør vi:
- 500 g rabarber
- ½-1 usprøjtet citron
- 200 g alm. sukker
- ½ teske vanillesukker
- 1 liter vand
- en stor håndfuld sødskærm blade
Skyl sødskærm, rabarber og citron godt.
Skær rabarberne i tern.
Og kom herefter det hele i en stor gryde og lad det koge op. Skru ned, når det koger godt og lad det småkoge i ca. 7 minutter.
Tag herefter gryden af varmen og lad den stå og køle ned.
Si den i et dørslag og del den op i portioner - frys dem ned, der ikke skal bruges nu.
Kan blandes op med postevand eller mineralvand.
Du kan også bruge den i en lækker sommerdrink - det har vi ikke prøvet endnu, men vi skal nok opdatere denne opskrift, når vi har!
OBS! Vi laver typisk (minimum) dobbeltportion og fryser ned i portioner. Så kan vi tage op til en kande ad gangen og slipper for kradse konserveringsmidler.
P.S. Sødskærm kan også bruges til at lave snaps, eller som krydderi i mad og salater. Brug dog kun lidt, efter anbefaling fra Sundhedsstyrelsen.